Alle ved, at fugle, bier og flagermus kan flyve. Men de er intet sammenlignet med det væsen, der indtog himlen som den første, nemlig en øgle.
Den mesozoiske æra, perioden fra 251 millioner til 66 millioner år før nu, kaldes ofte dinosaurernes tidsalder. Men selvom dinosaurier regerede på landjord dengang, regerede de ikke i luften. I stedet var himlen herredømmet for en helt anden gruppe af dyr: pterosaurerne.
Den berømte italienske naturforsker Cosimo Alessandro Collini opdagede de første pterosaurfossiler på Bayern, Tyskland i 1784. Videnskabsmænd navngav disse flyvende væsener som flyveøgler som mange moderne palæontologer nu refererer som pterosaur.
Den flyvende øgle var på størrelse med en F-16
Det sejeste flyvende dyr, som nogensinde har eksisteret, er pterosaurerne. Pterosaur var den første og største art, der lærte at flyve for omkring 230 millioner år siden – længe før fuglene fandtes. Med et vingespænde på 4-10 meter, kunne den svæve langt på et vingeslag og fange bytte. Flyveøglen er en del af en gruppe uddøde krybdyr, der levede samtidigt med dinosaurer i Mesozoikum.
I den tid udviklede de nogle af de mest ekstreme anatomiske tilpasninger. Den mindste af disse flyvende rovdyr var på størrelse med en spurv. Den største havde et vingespænde på størrelse med en F-16 jagerfly. Mange havde hoveder større end deres kroppe. Pterosaurer patruljerede hvert hav og kontinent på Jorden. Et hvert dyr i denne tid skulle kigge sig en ekstra gang over skulderen for ikke at blive ædt.
Pterosaurer var i teorien for store til at kunne flyve
Hvordan kom disse enorme væsener i luften? Jo større et dyr er, jo sværere bliver det at flyve, da der kræves mere løft for at modvirke vægten, så den kan lette. Hvis et dyr er for tungt, vil det ikke være i stand til at producere nok løft til at lette fra jorden. Et dyr på størrelse med en stor pterosaur er for stor til at flyve.
Pterosaur havde enorme hoveder (dog noget større end en girafs), meget lange halse og små ben.
I modsætning til fugle med fjerbeklædte vinger, havde pterosaurerne en membran, der strakte sig fra enden af deres langstrakte finger til deres ben, ligesom hos en flagermus. Denne membran havde indre strukturer kaldet actinofibriller for at styrke vingerne og give strukturel støtte. De havde også en unik knogle i deres håndled kaldet pteroid, som kontrollerede forkanten af vingen.
Man troede engang, at disse flyvende krybdyr ikke var i stand til at flyve og i stedet blot svævede. Men baseret på nylige analyser af pterosaurfossiler blev det imidlertid konstateret, at alle pterosaurer var i stand til aktiv flyvning. Disse dyr havde flere fysiske træk, der gjorde det muligt for dem at flyve, herunder et højtudviklede åndedrætssystem, hule knogler, og små ben.