Mennesket har i mere end 150 år været i stand til at bevæge sig igennem luften ved hjælp af et svæveflyvning.
Helt tilbage i midten af 1800 tallet er der beretninger om glideflyvninger, hvor man med dragefly har kunnet kaste sig ud fra høje klipper og svæve ned mod dalene. Fra slutningen af 1800 tallet er der tale om mere rutinemæssige drageflyvninger fra bjergtoppe.
Tyskland har været førende og specielt er der et bjergplateau i den sydøstlige del - bjerget Wasserkuppe – som indtager en central plads i svæveflyvningens historie. Stedet viste sig som velegnet til at trække flyene ud over kanten, så man var i stand til at flyve kortere eller længere distancer.
Tyskerne måtte kun bruge svævefly
Efter 1. verdenskrig, hvor tyskerne som tabere fik pålagt væsentlige begrænsninger i brugen af motordrevne fly, tog udviklingen fart. Wasserkuppe blev centrum for udviklingen og flyvningen med svævefly, som vi kender dem i dag.
Der blev afholdt konkurrencer i hvem der kunne flyve længst og man var desuden i stand til op til udbruddet af 2. verdenskrig, at uddanne militære piloter ved hjælp af svævefly. Svæveflyene blev desuden brugt under krigen på forskellig vis bl.a. til transportopgaver.
Sådan fungerer et svævefly
Svæveflyene som vi kender dem i dag, ligner på en måde et almindeligt fly - uden en motor. Af hensyn til vindmodstanden er de opbygget med en slank krop og lange tynde vinger. Materialet består af let, stærkt kunststof.
Svæveflyvning er i Danmark organiseret i forskellige svæveflyveklubber. Der afholdes konkurrencer med distanceflyvninger. Der er både DM og VM i svæveflyvning.
Et svævefly kan slæbes i luften ved hjælp af et motorfly, men det mest almindelige i Danmark er et spil med en kraftig motor og en lang stålwire. Wiren fæstnes i svæveflyets snude og når spillets motor trækker wiren ind sættes svæveflyet i bevægelse. Efter få meter får fartvinden fat i vingerne og flyet stiger til vejrs. Når flyet er nået så langt op som længden af wiren tillader, udløser piloten krogen på wiren, som daler til jorden ved hjælp af en lille faldskærm og er så klar til næste svævefly.
Når flyet er fri af wiren er det fartvinden, der udgør opdriften af flyet. I den forbindelse taler man om et glidetal. Dette er sædvanligvis 40-45, hvilket betyder at flyet bevæger sig 40-45 meter fremad hver gang det mister 1 meters højde. Flyveturen ville således blive ret kort, hvis ikke der fandtes termik.
Termik er betegnelsen for opadgående luftstrømme. Luften udvider sig når den bliver opvarmet, og vejer således mindre per kubikcentimeter end kold luft. Varm luft vil derfor stige opad, hvor kold luft falder ned ad. Der hvor solen for eksempel opvarmer en sydvendt skråning vil der derfor være en opadgående luftstrøm.
Udfordringen for svæveflypiloten er at lokalisere disse opadgående luftstrømme. Når piloten finder en sådan luftstrøm gælder det om flyve i cirkler indenfor luftstrømmen, som herved kan bære flyet op i en anseelig højde. Piloten flyver herefter ud af luftstrømmen, og kan nu flyve over en længere afstand, finde en ny opadgående luftstrøm som bærer flyet op til en ny højde og så fremdeles. På den måde kan flyveturen strække sig over adskillige hundrede kilometer.