Har du nogensinde kigget op mod himlen en dejlig sommerdag og set en ørn glide majestætisk gennem luften med sine rolige vinger spredt ud. Har du nogensinde ønsket at være i dens sted og mærke den ubegrænsede frihed?
Hvis ja skulle du overveje, at give dig selv den oplevelse, at flyve en tur med et svævefly.
Det har længe været min drøm og i dag en dejlig lun sommerdag med blå himmel og drivende skyer, sidder jeg i et svævefly på en flyveplads et sted på Sydvestfyn. Jeg er spændt, adrenalinen pisker rundt i kroppen, det er første gang. Flyet er et 2-sædet skolefly, sæderne er placeret bag hinanden, jeg sidder på forsædet, instruktøren sidder bag ved mig.
For et par timer siden ankom jeg fuld af forventning til svæveflyveklubben og blev vist rundt. Klubben råder over adskillige fly, som medlemmerne benytter. Der er selv sagt en del arbejde med at holde flyene ved lige, hjælpe til ved start/landing, bugsering mm, så klubben er afhængig af medlemmernes frivillige indsats. På den måde kan svæveflyvesporten udøves indenfor rimelige økonomiske rammer.
Sådan får man et svævefly i luften
Først på dagen har der været briefing, hvor medlemmerne er blevet orienteret om dagens opgaver samt om vind- og vejrforhold. Det forskellige grej samt flyene er gennemgået og tjekket, så man har fuldt styr på sikkerheden.
For at få et svævefly i luften kan man benytte sig af 3 måder. Man kan trække flyet op ved hjælp af et motor spil, svæveflyet kan blive trukket op af et motorfly, og der findes også svævefly, som er udstyret med en hjælpemotor, så flyet kan komme i luften ved egen hjælp. Denne klub benytter sig som de fleste danske klubber sig af et motorspil. Spillet, tromle og stålwire drives af en kraftig v-8 motor.
Princippet er at den lange stålwire rulles ud, en krog fæstnes i flyets næse, hvorefter den kraftige motor sætter tromlen i gang, wiren rulles ind og flyet sætter sig herved i bevægelse. Spil og motor må naturligvis ikke rokke sig under den procedure og er derfor monteret på ladet af en lastbil. At betjene dette motorspil er en ad de opgaver, som klubbens medlemmer tager sig af på jorden.
Inden vi er nået så langt som nu og sidder i sæderne, er flyet blevet tjekket - virker det håndtag, som skal udløse wiren, når flyet er kommet i luften, fungerer styrepind og pedaler korrekt således at ror fladerne bevæges, som de skal, virker instrumenterne og er de justeret korrekt. Alle disse ting gennemgås systematisk, inden man er klar til at flyve.
Flyet er trukket ud på startbanen ved hjælp af en traktor og wiren er fæstnet i flyets næse, og nu sidder vi altså her. Jeg på det forreste sæde, instruktøren bag mig. Vi har fået på spændt faldskærme, og vores 4-punkt sikkerhedsseler er spændt. Cockpittets glas kuppel er lukket.
De meldes klar til spillet, wiren strammes og nu går det løs. Wiren trækker kraftigt i flyet, som i løbet af få sekunder accelererer flyet op til over 100 kilometer i timen. Alene det føles helt vildt. Når den korrekte hastighed er nået, trækker instruktøren styrepinden tilbage, og flyet stiger til vejrs trukket af wiren.
Sådan er det at sidde i et svævefly
Flyet stiger cirka 60°, men det føles egentligt, som om det stiger lodret som en raket. Kigger man frem ser man lige op i den blå himmel, drister man sig til at kigge nedad, ser man jorden forsvinde under sig, og huse og biler blive bittesmå. Når vi nærmer os 1200 fod tillader wirens længde ikke mere stigning, og flyet flader ud. Wiren bliver udløst ved et træk i det lille håndtag, og daler til jorden i en lille faldskærm.
Kontrasten til den voldsomme acceleration, den kraftige stigning og den store G-påvirkning er enorm. Stilheden, flyets rolige bevægelser, og den fantastiske udsigt udløser en intens lykkefølelse.
Kunsten at holde flyet i luften
Flyet glider roligt fremad med en anseelig hastighed, men på højdemåleren kan man se at hastigheden opnås på bekostning af højden. Flyets glidetal er 40, hvilket betyder, at for hver 40 meter det kommer fremad, taber det en meter i højde. Sporten er nu at få flyet til at blive i luften. Den erfarne instruktør finder hurtigt en sydvendt skråning, hvor solen har bagt hele formiddagen. Her findes termik, idet den varme luft over skråningen stiger opad. Det lille variometer i cockpittet viser, at her findes der opdrift.
Vel ankommet til den varme luftboble får instruktøren flyet til at cirkle, og flyet kommer betydeligt højere op. Således flyver vi op imod tre kvarter, og nyder det fynske landskab fra oven, ser huse og gårde, marker og byer, den fynske motorvej og Lillebæltsbroen. Jeg tænker på det fascinerende i, at vi bortset fra spilstarten udnytter naturens kræfter, flyver på den energi, som er genereret af solens varme stråler.
På et tidspunkt bliver det tid til at vende næsen hjemad til svæveflyveklubbens landingsbane.
Flyet glider indover trætoppene og nærmer sig den græs beklædte landingsbane. Idet flyet lander mærker man næsehjulets kontakt med underlaget, og flyets vibrationer, når det ruller hen over græsmarken. Flyet standser og vipper en smule, da den ene vinge støtter sig til jorden.
Jeg stiger ud af cockpittet, ør og med gele i knæene, men med en følelse af ny energi.