Frankrigs Nationalorkester, Orchestre National de France, er fanget i deres hjem, men det forhindrede ikke de 51 musikere i at spille Maurice Ravels stykke "Boléro". ”Vi begynder at indse, at vi virkelig har brug for hinanden,” udtalte en paukist.
Se nøje efter. Paukisten har en grydeske i den ene hånd, en træske i den anden, og han har ikke engang sine trommer.
Men hey, det er okay at springe over, hvor gærdet det er lavest, når et orkester formår at udføre "Boléro", mens dets musikere er spredt langt og bredt fra hinanden under coronavirus- lockdown.
Hvorfor spillede de separeret? For at sende en besked til alle musikelskere. En besked som kort lyder: ”Vi er stadig her for dig”.
(Psst... Du kan se Orchestre National de France performe Boléro af Maurice Ravel nederst i artiklen.)
Uden et publikum eksisterer et orkester ikke
På samme manér som at opbygge et musikalsk puslespil brugte det franske orkester den teknologiske magi til at væve synet og lydene fra dets musikere, der havde filmet sig selv og spillede alene i deres hjem til en harmonisk og spændende helhed.
Det var en måde at holde kontakten med hinanden og med publikum at lægge en video af deres sammensatte forestilling på YouTube. De lider virkelig under lockdown, og de savner at spille for et publikum.
"For os er offentligheden væsentlig. Uden offentligheden findes vi ikke rigtig," udtrykte Paukisten, Didier Benetti.
Videoen, der blev sendt søndag, har hurtigt fået hundredtusinder af visninger. Forestillingen starter med tre musikere: en cellist, en violinist og en perkussionist med "Stay home" (bliv hjemme) skrevet på hans røde tromme. En fløjtespiller, som tilsyneladende spiller i sin stue, slutter sig til, spøgende og fortryllende.
Den musikalske spænding og magt opbygger sig, eftersom flere og flere slutter sig sammen, indtil de er et orkester på 51.
Intet sort slips
Benetti omorganiserede den franske komponist Maurice Ravels værk og reducerede det ned fra de sædvanlige 15 minutter til en mere håndterbar og social medievenlig længde på knap fire minutter.
Musikerne fik deres del via e-mail. De fik også et lydspor at lytte til via hovedtelefoner, mens de spillede. Dette lydspor inkluderede en tidligere indspilning af musikken og den tikkende lyd fra en metronom, for at hjælpe dem med at holde takt, tempo og forblive i perfekt samspil på trods af at de var spredt, som vinden blæser.
Musikerne filmede sig selv over fire dage i den sidste uge i marts. En violinist spillede udenfor, med et smukt marinebillede som baggrund. De fleste af de andre filmede sig selv indendørs, hvilket fik forestillingen til at føles særlig intim. Intet sort slips. Tøjet var afslappet med åbne skjorter, T-shirts og jeans.
Dimitri Scapolan, en videoproducent og lydtekniker, sammensatte musikernes optagelser i et bemærkelsesværdigt sammenhængende musikalsk og visuelt kludetæppe.
Dimitri Scapolan blandede også lyd fra en tidligere forestilling for at jævne lyden. En forestilling som orkesteret optog, før Covid-19 vendte verden på hovedet. Frankrig er et af Europas hårdest ramte lande med over 57.000 bekræftede smittede og 4.000 døde.
Musik er at dele
Da Frankrig gik ned den 17. marts, kunne Didier Benetti ikke tage sine heftige pauke med hjem. Så i modsætning til andre musikere, var han nødt til at improvisere til videoen, hvilket han gjorde ved hjælp af to stole i sin stue med redskaber, han tog fra sit køkken.
”Det var meget terapeutisk at spille til videoen, men det føltes stadig som det næstbedste sammenlignet med at være sammen på scenen”, sagde Didier Benetti.
Men isolering har en uforudset fordel.
”Vi begynder at indse, at vi virkelig har brug for hinanden,” sagde han. "Musik er at dele."
Kærlighedsaffære med musikken
Orchestre National de France spillede Ravels hypnotiserende stykke Boléro, som i sin oprindelige form varer 15 minutter.
Maurice Ravel var en fransk klassisk komponist fra det 19. og det tidlige 20. århundrede. Hans mest kendte værker er Boléro og Daphnis et Chloé. Ravel betragtes stadig som en af Frankrigs største og mest populære komponister.
Han huskes for en gang at have sagt: "Den eneste kærlighedsaffære, jeg nogensinde har haft, var med musikken." Og denne affære havde han bestemt også med sit hovedværk Boléro.
Ravel var meget påvirket af sin mors tilknytning til det spanske. Han brugte spanske titler, spanske rytmer og efterlignede spanske instrumenter konsekvent gennem hele sin karriere. Han havde derudover også en særlig kærlighed til spansk dans. Han trak på både ældgamle og moderne dansestilarter til at udtrykke sig musikalsk.
Ravel tog inspiration til Boléro fra en enakters ballet, koreograferet af den russiske balletdanser og koreograf Vaslav Nijinsky til den russiske danser og skuespillerinde Ida Rubinstein. Ravel ville se, hvor meget han kunne få ud af orkestrale klangfarver alene.
En klangfarve er den egenskab ved en lyd, der gør det muligt at adskille forskellige instrumenter fra hinanden.
Manden er gal!
Bestående blot af gentagelser af den samme C-durs melodi og over den samme insisterende rytme, er der ikke andet at lytte til end de betagende effekter skabt af de konstante skift blandt soloinstrumenter og i stigende grad opfindsomme kombinationer. I modsætning til andet klassisk musik er Boléro nemlig ikke varieret i indhold, rytme og melodi. Og det er netop, hvad der gør stykket så mystisk og vanvittig.
Ligesom det var en udholdenhedstest for Ida Rubinstein som danser, er Boléro også en udholdenhedstest for musikerne, såvel som en udfordring for dirigenten med hensyn til tempo og balance, når stykket udfolder sig i et langt, langsomt crescendo. Ifølge Ravel er Boléro slet ikke musik, men derimod en bevægelse af samme melodi mellem forskellige instrumenter. Her er det lilletrommens opgave at spille den samme rytme igen og igen.
Ved premieren til Boléro var der givetvis en kvinde, som rejste sig op og sagde; " Manden er gal!". Ravel sagde efterfølgende, at den kvinde var den eneste, der havde forstået musikken.
Siden Boléro første gang blev spillet i 1928, har det haft en særlig plads i hjertet hos klassiske musikelskere.
Bolero er en rolig spansk dans, der var lige så udbredt som fandango, og siden det tidlige 18. århundrede er den blevet del i de populære sang- og dansetraditioner i Andalusien, Castilla og Mallorca.
Mens musikalsk eksotisme som Bizet, Rimsky-Korsakov og Ravel ikke handler om nøjagtighed, fanger disse storslået værker i det mindste den mangfoldighed af musik, der høres i de forskellige regioner i Spanien.
Og selvom du ikke kan tage flyet til Madrid, Barcelona eller Sevilla lige nu, så kan du med god vilje baske med armene i takt til Boléro.